Skumfidus Svamp Fra Willy Wonkas Univers

DSC_1237

Her kommer dette års sidste Halloweenpost, for vi skal videre i programmet piger og drenge. Det er dog kun passende, at vi afslutter med dette kreative påfund, som i den grad gav børnene chokoladetryner :)

En af inspirationskilderne til dette år var jo Charlie and the chocolate factory. Tidligere har vi været omkring en DIY i Willy Wonka’s sukkerstokke-træ, som vi nu følger op med, hvordan man laver en forvokset skumfidus svamp, Willy Wonka style.

charlie-and-the-chocolate-factory

Hvis du har set filmen (den nye red.), er der et chokoladevandfald i sliklandet som begejstrer, men efter mange google-forsøg måtte vi desværre erkende, at et chokoladevandfald ikke er så lige til at anskaffe sig. Derfor det næstbedste; en chokoladefontæne. Hvis tanken om sådan en frister, skal du være opmærksom på, at nogle modeller godt kan larme rigtig meget. For nogle år siden havde vi købt én meget billigt, og den larmede så voldsomt, at en hel fest ville overdøves hvis den fik lov at køre. Derfor blev denne her i stedet indkøbt, relativt billig og ikke nær så larmende. Du kan dog ikke forvente lydløshed til nogen fornuftig pris.

En chokoladefontæne er intet uden et fartøj for dets flydende lækkerier, og til denne fest faldt valget på skumfiduser, da de som regel er en crowd-pleaser. I Willy Wonkas Chokoladefabrik, er det præmissen, at alt kan plukkes og spises, og derfor kom jeg på, at gæsterne skulle kunne “plukke” skumfiduser for derefter at dyppe dem i chokoladefontænen. Tidligere havde jeg lavet en svamp i flamingo til Alice in Wonderland temaet og tænkte derfor, at det var oplagt at gentage successen, hvori skumfiduserne kunne fastgøres med tandstikker (uden smag tak). Til forskel fra ‘Alice’-svampen, gik jeg efter et mere aflangt svampe-look:

DSC_1961

I stedet for at forsegle den med foam coat eller monster mud, blev Wonka-svampen malet rød med akrylmaling (den skulle være indendøre). Herefter malede jeg den over med en mat lak. Stilken blev forstærket med et lag gipsgaze i overskud fra Willy Wonkas sukkerstokketræ. Svampen blev fastgjort til en mørk træplade og til sidst sprayede jeg lidt fugeskum rundt om samlingerne for at gøre dem ekstra stærke.

DSC_1965

Hus-latinoen blev på festdagen sat til at placere indholdet af fem poser skumfiduser på svampen. Skumfiduser bliver hårde og tørre hvis de er ude af posen i for lang tid, så gør det på selve dagen for dit event. Skumfiduserne dækkede kun halvdelen af overfladen, så beregn mere end du lige tror – Vi skulle nok have haft gang i ti poser til en svamp af vores størrelse. Her blev brugt farvede skumfiduser, men almindeligt hvide kunne sagtens gøre det. Hvis man har ekstra tid (det havde vi ikke) kunne man også farve skumfiduserne selv og spare penge. Her er en DIY jeg fandt, hvis det har interesse.

Desværre nåede vi ikke at få billeder af chokoladefontænen in action. Glade, udklædte, sukkerhøje børn stod nemlig i kø for at komme til, så det bliver ikke det sidste vi kommer til at se af skumfidus-svampen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *